”Ond-sdagstræning” i varmen.
Efter den totale ydmygelse ringer jeg til Floyd Landis, for at høre hvor mit testosteronplaster skal sidde, hvis jeg skal nå at komme tilbage i forreste gruppe ved den næste etape i sydbyens skove. Han tager ikke telefonen, selvom jeg ved han er hjemme. Jeg er desperat.
Det startede ellers godt. Efter en lang ”fish and chips”-kur, hvor træning ikke har æret i højsædet, mente jeg, at jeg var klar til at være toneangivende på denne onsdags intermezzo.
