Klokken 07.30 lørdag morgen mødtes Lars Bollerup og jeg ved havnen i Århus for at cykle de knap 40 kilometer til Hou, hvor vi skulle deltage i det årlige triathlon-stævne, som Odder Tri arrangerer. Distancen er en tiendedel af den klassiske triathlon-distance, altså først 380 meter svømning, så 18 kilometer på cykel og endelig en løbetur på 4,2 kilometer. En overkommelig mundfuld for Lars, der jo er knap en måned fra at prøve kræfter med den fulde iron man i København. Derfor cyklede vi kåde ud gennem en smuk Marselisborg Skov og kunne allerede da fornemme, at det ville blive en varm lørdag formiddag.
Stævnet er en del af den årlige byfest i Hou, hvor Dahlgårds omrejsende tivoli, øltelte og pølseboder er en del af attraktionen. Og så ankom Lars og jeg, i god tid, nok ikke som hverken pauseklovne eller favoritter, men et sted midt i feltet, blev vi enige om, mens vi fik malet startnumre på vores kinder og mærkede på vandtemperaturen i Hou Havn, hvor svømningen foregik. Umiddelbart kunne det ligne en form for slalom mellem øldåser, oliepletter og vandmænd i det 20 grader varme vand.
Vi nåede også at gennemgå løberuten, fire gange rundt i Hou midtby, inden vi returnerede til startområdet, hvor de cirka 85 deltagere begyndte at indfinde sig. Et startfelt, der spændte fra de superprofessionelle atleter med pladehjul på cyklen, aerodynamisk cykelhjelme og veltrimmede kroppe, til de mere mådeligt udstyrede motionister, både hvad angår gear og kropsform.
Vi er nemme at kende med den gule og grønne hætte
Mange af deltagerne iførte sig våddragter. Men, men, Lars og jeg var enige om, at 380 meter i det lunke havnebassin ikke krævede andet end shorts og en tri-trøje, så ville vi mindst spare et minut i skiftezonen. Og det var da heller ikke hverken koldt eller ubehageligt, da vi præcis klokken 10.30 ønskede hinanden held og lykke og kastede os ud i det virvar af sparkende arme og ben, der kæmpede om at komme ud til de to bøjer ved havnegrænser, der markerede vendepunktet på svømmeruten. I sig selv er det for mig grænseoverskridende at svømme i et tilsyneladende bundløsdybt havnebassin. Når man så ovenikøbet skal kæmpe for at undgå at få en fod i hovedet og en hånd i nakken fra en konkurrent, skal man lige sluge et skud selvtillid og gemme de værste angstforestillinger væk. Men det gik. Og da først vejrtrækningen kom i orden efter 100 meter, kunne jeg faktisk nyde turen. Undervejs lå Lars og jeg tæt på hinanden, og vi vadede op af vandet, afførte os vores svømmebriller og badehætter på næsten samme tid, omkring ni minutter efter start.
Mit skift til cykelsko, solbriller og hjelm gik dog en anelse hurtigere end Lars, så jeg kom først ud på ruten, der var en smuk, næsten flad rundtur omkring Gylling og retur til Hou.
”Hvor bliver han af,” nåede jeg at tænke om Lars, da jeg efter 12 kilometer på de varme landeveje stadig ikke var blevet overhalet af den nordårhusianske overlærer, der så sent som et par dage i forvejen havde givet mig en mesterlig lektion i bakkekørsel og psykisk overskud, da vi på en træningstur cyklede til Rønde. Knap var min tankerække denne lørdag formiddag blevet færdig, før jeg blev overhalet af noget, der mindede om hovedfeltet i Tour de France. Fem ryttere i højt tempo. Bagest lå en fokuseret Lars, der med vanlig sans for psykisk terror og god indsigt i Freuds forsvarsmekanismer efter løbet spurgte mig, om han ”egentlig havde overhalet mig undervejs, eller om jeg havde ligget bag ham fra start?”.
Men denne noget sammenspiste form for tempokørsel tændte min indre jeg-gider-ikke-tabe-til-ham-igen-glød. Så de sidste seks kilometer ned mod Hou lykkedes det mig at hænge på Lars og hans nye venner og komme ind i målområdet nogle sekunder før Lars. Gad vide, om han så, da jeg overhalede ham?
Mens vi skiftede til løbesko og fik afmonteret cykelhandsker, hjelm og solbriller, nåede vi lige at tjekke uret, og vi kunne se, at med et godt løb kunne vi komme ned omkring de magiske 60 minutter, vi havde sat som et godt resultat på forhånd.
For et år siden vandt Lars jo knusende over mig, da vi gennemførte en halv iron man i Jels. En sejr, der jo er dokumenteret på film og som kan findes på YouTube. Og en sejr, som Lars et par dage i forvejen havde brugt omkring syv kilometer på en onsdagsløbetur til at indvie Astrid i alle detaljer omkring. Den viden sad sammen med 365 dages kærlig og noget ensidig drilleri fra Lars side i mit hoved, da jeg løb ud på den første af fire runder i Hou down town. Lars var i færd med at snøre sin højre løbesko, da jeg løb ud på første runde. Det snørebånd må have drillet gevaldigt.
For en hård hund lyder fire runder af godt en kilometer jo af ingenting. Men når man lige har pisket sig gennem vandet og cyklet i omkring 35 minutter med en gennemsnitsfart på 35 kilometer i timen, er kroppen alligevel godt mør. I hvert fald var løbeturen en hård omgang at komme igennem midt på lørdag formiddag, hvor temperaturen efterhånden var omkring 30 grader. Heldigvis er løb jo både mit og Lars naturlige element, så vi overhalede begge i stribevis af gode svømmere og gode cykelryttere, som altså var knap så gode løbere.
Søren kommer i mål. Bemærk drengen til højre. Han er feltets yngste deltager på ni år. Han skal til at løbe nu.
Ruten var komponeret, så man flere steder kunne se de løbere, der var et stykke bag en selv. På den første runde kunne jeg ane Lars, men som omgangene gik, forsvandt han mere og mere ud af synsfeltet. Og efter 60 minutter og 19 sekunder kunne jeg smide mig på havnekajen igen, mens jeg forsøgte at fokusere på målstregen, hvor Lars løb over godt et par minutter senere. Begge kom vi i mål i den bedste fjerdedel af feltet, som henholdsvis nummer 14 og nummer 22. Løbet blev vundet af en triatlet fra Ålborg i den imponerende tid 50 minutter.
Da vi havde indtaget forplejningen, chokolade, bananer og kildevand, og begge modtaget vores lodtrækningspræmier, henholdsvis en sportstaske og en windbreaker, vendte vi cyklerne og kørte tilbage mod Århus. Tempoet var lidt mere moderat end på udturen. Men samtaleemnerne var mærkværdigvis ikke præget af vores 60, undskyld 62, minutters deltagelse i Hou mini-tri. Når Lars førte ordet, var det mest Jels 2009 og den kommende iron man i København, der fyldte. Dagens resultat blev der ikke rørt så forfærdelig meget ved. Men hvis der er nogle blandt hundene, der har lyst til at høre mere om, hvordan det lykkedes at knække Lars, kender jeg en skaldet og helt neutral journalist fra Århus Nord, der gerne stiller op med gode råd...
Hilsen Søren Boy
