”Ond-sdagstræning” i varmen.
Efter den totale ydmygelse ringer jeg til Floyd Landis, for at høre hvor mit testosteronplaster skal sidde, hvis jeg skal nå at komme tilbage i forreste gruppe ved den næste etape i sydbyens skove. Han tager ikke telefonen, selvom jeg ved han er hjemme. Jeg er desperat.
Det startede ellers godt. Efter en lang ”fish and chips”-kur, hvor træning ikke har æret i højsædet, mente jeg, at jeg var klar til at være toneangivende på denne onsdags intermezzo.
Det var ganske varmt, da den store flok stævnede ud. Igen en flok fuld af stjerner; Tandlægen, primært i bar overkrop, som han så vidt muligt også foretrækker i klinikken, sammen med kendis-Kurt (uden Henning), Valdefar i lange strømper, som han havde vasket ved mere end 60 grader, så de kun nåede halvvejs op på læggene, bjergkongen Pierre i blåt med en hemmelig plan, Boy i lavtaljede shorts uden ledsagende Björn Borg underbukser, hvilket gav udsigt til ”the vertical smile”, Krifa-Niller, som forleden tog på weekend-tur i skovene under gennemførelsen af lørdagstræningen, Kim ”the Kjøvenhavner” Kristiansen lige hjemvendt fra det hvide hus, hvor han havde været til IT-swinger kongres og så endeligt mine hjælperyttere Hellboy, van Mestergaard og BC på sin mountainbike.To kvinder havde sneget sig ind i flokken, mens jeg havde været på kur, hvilket mentalt blokerede for et halvt hundrede ”det sagde hun også i går”- vitser, som jeg ellers havde forberedt over lang tid. De to trak bestemt ikke tempoet ned, hvilket gav et forfriskende antrit.
Jeg følte mig fra starten som Lance Armstrong; træt, småfed, og med karrieren bag mig, men sagde ingenting i håb om nogen ville gå ned før mig. Intet skete og ved stenen var det hele slut. Boy havde kaldt mig kvindeløber, på et tidspunkt hvor jeg ellers havde følt mig rigtig stærk, og varmen havde gjort mig vanvittig. Efter råd fra BC og Hellboy startede nu en 10 kilometer afjogning, hvor det allermest handlede om overlevelse.
Efter at have stjålet bjergpointene på Gyvelhøj foran Valdefar, forsøgtes en ydmygelse på stigningen ved Fugletårnet, hvilket lykkedes perfekt. Efter grimpeuren Pierre-Dørup, ifølge sin hemmelige plan, havde knoklet sig op foran samtlige deltagere og bønfaldet alle omkring ham om at skrive om det (hermed gjort), var jeg totalt ydmyget. Selv min nærmeste hjælperytter nåede en tissepause på stigningen, om kom stadig op før mig. Jeg overvejede kort at overnatte ved tårnet, men Krifa-Niller sagde at det havde været skrækkeligt sidst han prøvede det, og derfor sluttede jeg mig til ”Groupe Valdefar”, som kort tid efter havde tabt afgørende sekunder til ”tete de la course” som bestod af Boy og ”la femme fatale”.
Ved Skovmøllen var det slut igen. En stor flok fortsatte længere ud (ikke alle var kommet tilbage ved redaktionens afslutning). Jeg fik en avis under trøjen og blev ledt mod Moesgaard, hvor jeg tabte spurten til en stærk Hellboy. Valdefar kedede sig på det tidspunkt så meget, at han efterlod os i skoven. Vi løb i et tempo mellem wogging og stavgang og var taknemmelige for at være lidt alene. BC dukkede dog pludselig op, nærmest ud ad den blå luft og kom med opmuntrende historier om sin egen karriere.
Vi besluttede at løbe mod Horsevad. Mine bukser var nu totalt gennemblødte, men af hvad vidste jeg ikke. Jeg havde hverken styr på lukkemuskler eller svedkirtler og var følelsesløs fra navlen og ned. ”Jeg må have siddet i noget vand” hviskede jeg forlegent til van Mestergaard. ”Det er røvsved”, hviskede han tilbage, ”Jeg laver litervis af det” bedyrede han mens vi kæmpede os videre gennem skoven. Ved Horsevad var det slut igen. Det flimrede for øjnene på vej op ad af stigningen. Hellboy var igen hurtigst oppe. Jeg kunne knap se så langt. Vi listede hjem, mens vandet drev af underkroppen. Jeg var bekymret for at dehydrere nedenud, og også bange for at gøre mig mere brun end godt er om sommeren.
I zig-zag rundt om de rigtige 1900 løbere kom vi til Stadion, hvor det hele var slut.
Van Mestergaad og jeg besudlede herefter under højlydte protester ”Bænken” med vores underkroppe. Den bænk bliver aldrig den samme og kendis-Kurt besluttede, at han ikke ville sidde der igen før ”slimet var drevet af”. Hvor lang tid det vil tage, ved kun Kurt. Vi vidste til gengæld at røvsved styrer.
Da min polske massør gav mig min vanlige massage efter turen spurgte han som han plejer: ”How was your trip today?”, og dér kunne jeg kun citere Bradley Wiggins fra Team Sky med ordene: ”Like shit-sandwich”.
Floyd ringede i øvrigt aldrig tilbage, men jeg har lagt en besked…
Dr. Dr Holmark
